NATURVIDENSKABELIGT SELSKAB PÅ FYN
Onsdag 3. april 2002 kl. 19.30 på Odense Universitet, auditorium U100.
Docent Ole Immanuel Franksen, Institut for Elteknik, DTU

Zacharias Lund - Herlufsholms lærde rektor og danmarkshistoriens største kodebryder


En meget lærd filolog men en mådelig skolemand, hvor discipelantallet gik ned, og de, der var på skolen, gik til Næstved for at drikke øl eller øve anden uskikkelighed, var det eftermæle Zacharias Lund høstede for sine otte år, 1646-1654, som rektor for Herlufsholm. Ja, og så var der selvfølgelig skandalen, hvor Lund blev idømt en bøde på 50 sletdaler for sit slagsmål med Næstveds kgl. tolder Poul Opmand.

Yndefulde kærlighedsdigte og elegante anagrammer på latin; allehånde "artige" digte på tysk; og mesterlige og behændige oversættelser til tysk fra hollandsk, fransk og latin; var Lunds litterære arv til eftertiden.

Er nærmere studium af kildematerialet i Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet fortæller en anden historie. Som sekretær i Frederik III's danske kancelli brød han uden undtagelse alle de opsnappede chifferbreve, som Gøngehøvdingen og andre danske modstandsfolk smuglede ind i det belejrede København i de tre krigsår 1657-60, ligesom han senere i året 1663-64 brød al opsnappet eller beslaglagt korrespondance i chiffer mellem Corfitz Ulfeldt, Leonora Christina og deres børn. På i alt kun fire år blev det til 61 breve svarende til ca. 170 manuskriptsider i chiffer .

Som lærebogsforfatter og fornyer af undervisningen på Herlufsholm var hans indsats tilsvarende banebrydende. Dette gælder ikke mindst hans "Rudimenta Geometriæ pro Herlovianis" (da.: Begyndelsesgrunde i geometri for herlovianere) fra omkring 1650, hvor han underviste i en opfattelse af begrebet "matematisk definition", der i 1880erne blev udlagt som ny erkendelse af store matematikere som Pasch, Peano og Hilbert. Som en passende efterskrift kan tilføjes, at moderne historikere har fundet, at discipelantallet ikke gik ned, men holdt sig konstant omkring de halvtreds i Lunds periode som skolens rektor.

Zacharias Lund levede fra 1608 - 1667.

Udvalgte links:
Foredragsholderens hjemmeside      Institutets hjemmeside   Tidligere foredrag om koder og kryptologi

Til forsiden     Næste foredrag
NATURVIDENSKABELIGT SELSKAB PÅ FYN Formand: Vibeke Dorch Lauritsen. Tlf. 66 14 50 36.
Webmaster: Ole Sørensen     Siden opdateret 29. januar 2002.