LOGORUM
Alle foredrag afholdes kl. 19.30 i U100 på de angivne dage

I et samarbejde mellem Folkeuniversitetet i Odense, Naturvidenskabeligt Selskab på Fyn og Videnskabernes Selskab i København arrangeres en foredragsrække med begrebet RUM i videste forstand som tema. 
Foredragene behandler forskellige emner og er uafhængige af hinanden.
Der er gratis adgang.


Tirsdag den 7.10.

Motorik og kropsopfattelse

Ved ph.d.-stipendiat, cand.psych. Jesper Brødsted Sørensen, Københavns Universitet.

Vores egen krop er af afgørende betydning for opfattelsen af os selv. Man kan studere kroppens betydning for psyken ved at undersøge motorikkens betydning for individets opfattelse af sin egen krop. Foredraget vil præsentere to relevante fagtermer, nemlig kropsskema (om vores evne til at

bevæge os ubesværet rundt) og kropsbillede (om den følelsesmæssige holdning et individ har overfor sin egen krop). Begrebernes indhold vil blive klarlagt gennem en demonstration af det såkaldte Fremmedhånd-eksperiment.


Onsdag den 29.10.

Fra snedige variationer til optimale topologier

Ved professor, dr. techn. Martin P. Bendsøe, Danmarks Tekniske Universitet

Visse optimeringsproblemer har tilsyneladende ikke nogen løsning. Eksempelvis viser beregninger, at en plade åbenbart kan gøres bedre ved at tillade finere og finere variationer i tykkelsen - og processen synes uden ende. Inspireret af dette har man fundet en matematisk ramme, som er blevet basis for en ny teknologi topologi-optimering. Man får her – ved hjælp af store beregninger på computer - oplysninger om konstruktionen og dens kurver og flader. I foredraget bruges billeder til at illustrere sammenhænge og vise eksempler på design af små maskiner og mærkelige materialer.


Tirsdag den 18.11.

Hvordan finder trækfuglene vej?

Ved Volkswagen Nachwuchsgruppe-leder, ph.d. Henrik Mouritsen, Universitetet i Oldenburg

Hvordan kan en lille fugl med en hjerne, der vejer under ét gram, finde vej fra yngleterritoriet i Danmark til vinterkvarteret i tropisk Afrika? Følger unge fugle blot efter forældrene, eller navigerer de på egen hånd? Hvilke informationer fra omverdenen bruger fuglene? Såvel stjernerne som

jordens magnetfelt er involveret, men hvordan? Besvarelsen af disse spørgsmål tager mange forskellige biologiske, matematiske og molekylærbiologiske teknikker i brug. Foredraget vil give et overblik over vores nuværende viden. Til sidst ser vi på, om fuglenes navigationssystemer er så fleksible, at de kan tilpasse sig hurtigt til klimaændringer, f.eks. ved tab af overvintringsområder på grund af tørke.


Onsdag den 26.11.

Grundstofferne i tid og rum

Ved direktør, dr. scient. Johannes Andersen, Københavns Universitet.

Vort univers opstod ved en gigantisk eksplosion - Big Bang - for ca. 14 milliarder år siden. Siden har det udviklet sig fra en tilstand med ufattelig høj tæthed og temperatur til i dag, hvor det gennemsnitlig indeholder under ét brintatom pr kubikmeter ved en temperatur blot 3 grader over det absolutte nulpunkt. Men samtidig har universet ændret kemisk sammensætning: Lige efter Big Bang fandtes kun brint, helium og spor af lithium, alle de øvrige grundstoffer er dannet ved kernereaktioner siden da. Disse processer er stort set alle foregået inde i stjerner, men hvilke, hvordan og hvornår? Disse spørgsmål prøver astrofysikken at besvare. En del af svaret findes ved at studere stjerner med et minimalt indhold af de nye grundstoffer. En anden del af svaret findes ved at se længst muligt ud i rummet og dermed tilbage i tiden. I foredraget redegøres for resultaterne - og om de er del af det samme svar!

 
Alle foredrag afholdes kl. 19.30-21.00

Lokale 100, Syddansk Universitet, Hovedindgangen
Gratis adgang. Ingen forhåndstilmelding

Tilbage til forsiden